Forpersonens beretning – cykeltuttens generalforsamling 2020

2020 er af mange blevet udråbt som et anno horibilis. Året hvor Thorning og Corydons utopier skulle opfyldes, er i stedet blevet blevet domineret af pandemi, Donald Trump og dårlig Greta Thunberg samvittighed.

Suttepastil producenten Läkerol går endda så vidt som til at sige ”2020 sutter”.

Men det har ikke suttet for Cykeltutten. 2020 har været et rigtig godt år for Cykeltutten.

Da Cykeltutten startede i efteråret 2015 var der en drøm om et kulturhus omkring cykler, i netop de her lokaler. Kommunen var på det tidspunkt ikke klar, og gav os i stedet en kold skyller i det gamle baderum hos Kultutten.

Men nu 5 år efter, er vi tættere på en nogensinde. Cykeltutten har været igennem en enorm udvikling på de 5 år, og vi har vist, og viser, hver dag hvad der kan lade sige gøre hvis man er en flok der går sammen og skaber noget fælles. Ikke bare er det sjovt og dejligt at have noget sammen, men samtidig er det også noget der bliver sat pris på ude i byen.

Cykeltutten vises stolt frem af politikere, kommunen og kommunale virksomheder. Cykeltutten nævnes i aviser, film og nyheder. Cykeltutten bliver inviteret til konferencer for at fortælle ”hvordan gør man det?”

Der er ikke rigtig noget svar på det.

Vi er forskellige. Har forskellige interesser, evner, ideer og drømme. Det er i fællesskabet at vi sammen arbejder på at gøre de drømme til virkelighed. Det er der ikke nogen specifik opskrift på, men noget vi sammen lærer, mens vi er i gang. Overskriften må være: find hinanden og find sted.

Antallet af udleverede cykler er ikke opgjort siden 14/5-19. Et overslag vil være ca. 2000 cykler. Det går jævnt ned af siden de første par år med 4 åbningsdage og mange nye flygtninge. Samtidig har der det sidste halve år, siden flytningen, været lidt løs registrering.

Cykeludlejningen har denne sæson været kørt af 4 medlemmer. Det har været en god sæson, sandsynligvis pga. corona med staycation og gratis færger. Men også den nye placering har måske gjort noget. Vi har allerede fundet et del forbedringer der kan forberedes vinteren over. Både ift. optimerede arbejdsgange, investering i cykler og markedsføring. Initiativer der ikke rigtig blev igangsat inden denne sæson pga. manglende viden og tid, da sæsonen startede lidt kaotisk pga. flytning og nye ansatte.

Manøvren med at komme ud af den fastlåste situation med hallen der ikke kunne brandgodkendes, tegner til at lykkedes. Det finder vi ud af d. 1. november. Indtil da må vi lade som om at vi har fået lokalerne, og vise at vi er de bedste til at bruge dem. Det synes jeg allerede vi har gang. Cafeen og åbenheden har allerede gjort værkstedet meget mere socialt og til et ”sted man svinger forbi”. Det momentum ser jeg frem til at vi kan forsætte.

Nedrivning af hallen og indflytning i de nye lokaler ramte sammen med coronalukningen. Held i uheld. Det var en god proces, der viste hvor meget vi er i stand til, når vi rykker sammen. Tak til alle der tog del og hjalp til. Det var rigtig hyggeligt. Godt gået.

Corona ramte cykeltutten, og resulterede i at vi holdt lukket over foråret. Dette passede fint, da der var flyttekaos. Det betød dog også at vi satte cykelcontaineren på genbrugspladsen i bero. Indtil nu er det ikke lykkedes at få den op at køre igen. Genbrugspladsen er under ombygning, og som det ser ud nu, er der ikke plads til cykelindsamling for december. Vi vil forsøge at holde os til, og sikre at vi kan forsætte det gode samarbejde til den tid.

Vi har indtil nu kunnet klare os med cykler fra depotet og løbende donationer af cykler. Det næste stykke tid må vi få aftalen med politiet op at køre, og måske tænke nye løsninger for donation af cykler. Der er flere der har meldt sig til transport opgaver i den forbindelse. Tak for det, og meld endelig ud hvis du har lyst til at hjælp til med at køre et læs i ny og næ.

Vi afholdt først på sommeren en sommerfest. Der kom utrolig mange gæster og det var en rigtig god dag. Der blev kørt alleycat, som er et cykelorienteringsløb. Der var god musik fra Mikael, lækker suppe og slatne fadøl. Der var rigtig god stemning, og det var virkelig tydeligt hvad de nye lokaler kan.

For to uger siden holdt vi Svendborg Svajerløb for tredje gang. Det var en god dag med masser af spændende ladcykelræs. Corona lagde måske lidt et dæmper på deltager antallet, men trods det var det en rigtig god dag. Huge succes.

Udover det har der været jazz hygge, foredrag og filmvisninger. Forhåbentlig kan vi over vinteren finde på en masse flere gode arrangementer. Lige nu arbejder vi på en Paris-Roubaix/ cider dag, hvor vi viser Paris-roubaix og serverer lokalbrygget cider. Sig til hvis du har gode ideer eller har lyst til at stå for noget.

2020 blev året hvor Cykeltutten fik en instagram. Instagram profilen forsøger løbende at ligge billeder og små videoer op der viser livet hernede. Instagram er derfor stedet hvor vi kan give et billede af det vi laver. Pt. Har vi ca. 150 følgere. Forhåbentlig kommer der flere til. Det kan også være en platform vi fremtidigt kan bruge som salgs- og markedsføringsplatform af fx cykelsalg, udlejning osv.. Pt. Er Tore og Johan administratorer. Sig til hvis du har ideer og forslag.

AOF har kontaktet os og spurgt om vi kunne være interesserede i at afholde cykel-aftenskole. Aftenskole forløb hvor man kan lære at bygge sin egen cykel. Målgruppen er et miks af generelt interesserede og socialt udsatte. AOF skulle bruge en mekaniker der havde lyst til at være tovholder, og ellers står de for alt hvad der hedder markedsføring, tilmelding, koordinering og økonomi. Kommer der mere en 10 tilmeldte, kan der ansættes to. Forløbet starter op henover efteråret. Snak med Zacharias eller Michael, hvis du er nysgerrig.

I samarbejde med Trafik i Børnehøjde har det rullende cykelværksted været ud at køre. Det har primært været i boligområder i Svendborg, men også i Odense. Michael har været tovholder på det i sammen med Trafik i Børnehøjde. Der har været stor tilfredshed blandt gæster og boligforeninger. Projektet har også givet penge til cykeltutten. Samarbejdet med Trafik i Børnehøjde forsætter, og forhåbentlig kan vi i fremtiden udvikle lignende forløb.

2020 blev året hvor Cykeltutten modtog den ultimative hæder for en lokal, frivillig forening. En kompetent jury bestående af politikere og foreningseksperter udvalgte, blandt enormt mange gode frivillige initiativer, Cykeltutten til årets frivillige projekt. Prisuddelingen foregik i Skåruphallen med flere hundrede deltagere, politikere og presse. Med prisen fulgte 5000 kr.. Frivilligsocialprisen viser at vores arbejde er nået ud til flere end bare brugere af stedet, men har givet opmærksomhed blandt beslutningstagerne. Det viser også at der er mange der sætter pris på vores arbejde. Som sagt var d utrolig mange fede, sympatiske og gode projekter der ikke fik prisen. Så tillykke til os.

2020 blev ikke året hvor vi fik startet en cykelbutik. De nye lokaler rummer et stort potentiale til at lave en cykelbutik. En butik ala build a bear, hvor kunder selv kan sammensætte en flot retrocykel. De flotte cykler kunne komme afsted til folk der virkelig sætter pris på dem, og pengene kunne gå til cykeltutten. Som med udlejningen kunne en biks også bringe liv, og sørge for at der sker noget hele ugen. Der ligger her et godt vinterprojekt, hvis der er nogen der er klar.

Det liv som de nye lokaler og udlejningen henover sommeren har givet, har været rigtig positivt. Cykeltutten er begyndt at blive et mødested. Det momentum bør vi gribe og udvikle på. Sammen kan vi gøre cykeltutten til et sted for mange og meget.

Det kræver at vi finder en måde at invitere folk ind, og gør det klart hvor de kan få en rolle. Nogen er gode til selv at tromle ind og opfinde en rolle, andre er mere hensynsfulde og har brug for en klar beskrivelse af hvor og hvordan de kan bidrage. Det må vi sammen prøve at arbejde på.

Når værkstedet er corona lukket den næste periode har vi tid til at dyrke fællesskabet og pleje værkstedet. Vi er nogenlunde på plads efterhånden, men der er stadig mange hængepartier. Hvis vi på onsdagene sammen rykker på det hængepartier kan vi få gjort det rigtig lækkert. Vi startede i onsdags med et toilet – hold da op det er lækkert. Før det kom projektoren op at hænge, så kom der hynder. Næste onsdag kan vi få styr på baren, cykeludskrivningsområdet, metalværkstedet, en hall of fame med billeder af cykeltutterne, affaldssortering, de udefinerede kroge, det lille depot eller alle vores skruer og reservedele. Det bliver så fedt. Alle der har lyst opfordres derfor til at dukke op på onsdag og få givet stedet lidt kærlighed.

Frederiksø er ramt af vejarbejde vinteren over, og frem mod det aflyste landsstævne. Det bliver et kaos, men forhåbentlig er der lys på den anden side. Når det er overstået kan vi lave et lækkert område foran cafeen. Indtil da må vi nøjes med området bagtil, hvor den gamle hal stod. Der skal søges en tilladelse, men på sigt har vi mulighed for at lave overdække mellem de to containere. Området bagtil kan dermed give os den overdækkede opbevaring vi mangler nu som erstatning for hallen. Udover det kan vi gøre det til en rigtig hyggelig skjult krog på havnen. Her bliver der også brug for gode ideer, kreativitet og hænder. Det bliver rigtig sjovt.

Fremtiden

Tager vi på onsdag og på et medlemsmøde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *